Læring handler om at udforske, undre, spørge, eksperimentere, gøre opdagelser, kommunikere m.m. Læring handler om at finde løsning på fx konflikter, dilemmaer, regler og roller i lege. Læring er at turde begå fejl, turde at famle og slippe fantasien løs. Legen er det mest fundamentale og betydningsfulde element i forhold læring. Relationer og interaktioner er betydningsfulde for børns læring og udvikling. I det relationelle finder vi lærerige- og udviklende faktorer som er medvirkende til at barnet kan mestre livet.
Vi har børnene med i alt hvad vi laver. Fx ved måltidet er børnene med fra start til slut. De er med til at dække bord, præsentere maden, rydde af bordet, tørre borde af, køre vogne ud og meget mere. Dvs. barnet skaffer sig nye færdigheder, adfærdsmåder, normer og kundskab. Det er de voksnes opgave, at åbne verden for børnene og skabe mulighed for, at de kan nå emner, problemer og udfordringer, som de ikke ved egen kraft ville nå.
Når læringen beriges med legens typiske træk, som bl.a. frihed, frivillighed, fordybelse, engagement, sociale relationer og eksperimenter er der tale om legende læring. Alt dette forudsætter, at vi ser børnene og lytter til dem. Hvor er de, hvor er de på vej hen. Hvad siger de, hvad gør de? Vi skal gøre tingene muligt for dem, stille ting til rådighed for dem, så de kan eksperimentere, udforske og forundres. Alle mennesker laver spor, spor som er vigtige i vores dokumentation, spor som viser hvem vi er lige her og nu og hvor vi er på vej hen.
Vores holistiske menneskesyn afspejler sig i vores omgangstone, i vores samværsformer, og i den måde vi er rollemodeller på, og endelig i den måde vi har det i Skattesuset.
De voksnes position
I Skattesuset arbejder vi bevidst med vores position i forhold til børns læreprocesser. Medarbejderne er observerende, reflekterende og bevidste om hvor barnet er i sin udvikling. Det gør de voksne ved at:
- aflæse børnenes signaler
- være bevidst om såvel det enkelte barns behov som gruppens
- være bevidst om hvor barnet er i sin udvikling og derudfra udfordre og stimulere det
- tage udgangspunkt i barnets interesser og kompetencer og kombinere det med mål og metode
- kunne vække børns nysgerrighed og forfølge denne
- tage udgangspunkt i de seks læreplanstemaer ved tilrettelæggelse og udførelse af det pædagogiske arbejde
- kunne veksle mellem barnets egen styring og den voksnes
- kunne spejle barnets følelser og udtryk
- inddrage forældrene.