Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Skattesuset

Velkommen til Skattesuset

Vi er en daginstitution for børn i alderen 0-6 år, og vi holder til i Vanløse tæt på Damhussøen og grønne områder. Hos os er der plads til både leg, ro og nysgerrighed i trygge rammer. 

Vi har fokus på at skabe en god kultur, der gavner børnene, gennem god kommunikation og tætte relationer. Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn og det er vigtigt for os, at børnene bliver i stand til at mærke egne følelser, ønsker og behov, samtidig med at de lærer at indgå i de sociale sammenhænge, som tiden i vuggestuen og børnehaven byder på. 

Vores hus

Skattesuset er fordelt på tre huse på hver sin matrikel. Det giver os noget særligt, nemlig nærheden og trygheden samtidig med fordelene ved at være en større institution, hvor vi samarbejder på tværs.

I vuggestuen er børnene delt op i grupperne Dukaterne, Perlerne og Juvelerne. Når børnene er klar til næste skridt, rykker de videre til vores overgangsgruppe, Krystallerne. I børnehaven er grupperne besmykker med: Guldsmykkerne, Diamanterne og Ravklumperne.

Skattesuset emmer af sjæl og består af store stuer med et tilhørende rum, som blandt andet benyttes til at tumle, konstruktionsleg og hvis der er behov for at dele stuen op i mindre grupper. Udenfor at vi et stort udeareal med fantastiske legepladser, som både rummer klatrestativ, rutsjebaner, boldbane, gynger, bålplads, sandkasser og har plads til at man kan køre ræs på sin motorcykel eller lege i mindre kroge afskærmet af buske og højbed.

Vi har også vores fantastiske bus, Rumlepotten. Rumlepotten er børnehavens bus og vi skiftes i et fast 6 ugers rul til at tage af sted med vores bus - på den måde er hver gruppe fire uger i børnehaven og to uger afsted med bussen. Når vi er afsted, går turen ud i det blå til vores yndlingssteder. Det kan være til skov, strand, museer eller naturcentre. Busturene giver børnene oplevelser, fællesskab og en anden slags hverdag.

Sprog, bevægelse og læringsmiljøer

Vi lægger stor vægt på at skabe en hverdag, hvor børnene bliver mødt som dem, de er. Vi arbejder med at styrke deres evne til at mærke egne følelser, behov og ønsker – samtidig med at de lærer at være en del af et fællesskab. Vi arbejder med et årshjul, hvor vi planlægger årets temaer, der sætter retning for vores pædagogiske arbejde. Derudover laver vi ugentlige ugeplaner, der tydeligt viser, hvad vi vil i hverdagen sammen med børnene. Når det så er sagt, så har vi også plads til det spontane – de gode idéer, børnenes initiativer og det, der opstår lige dér i nuet.

Da vores børnegruppe er mangfoldig, har vi et særligt fokus på sprog i hverdagen. Det pædagogiske personale har alle været på sprogkurser og fået uddannelse i at arbejde med sproget for børn på forskellige alderstrin og med forskellige udgangspunkter. Vi arbejder fx med sproget, når vi har samling i både vuggestue og børnehave og synger, læser og fortæller historier, når vi spiser frokost og har fokus på turtagning og på at lytte til børnene, have gode dialoger og understøtte børnenes sproglige fællesskaber og i de planlagte pædagogiske aktiviteter, som knytter sig til vores planlagte temaer for året i Skattesuset.   

I skattesuset ser vi også bevægelse, som værende vigtig for børnenes udvikling og læring. Vi tror på, at børn lærer med kroppen og derfor arbejder vi med "BOB" (Børn og bevægelseskultur). BOB er en metode, hvor børnene blandt andet via bevægelseslege og aktiviteter møder alsidige, motoriske og alderssvarende udfordringer. Vi understøtter, at alle børn oplever krops- og bevægelsesglæde og at børnene bliver fortrolige med deres krop. Vi giver dem mulighed for aktivt at udforske deres krops muligheder og begrænsninger. Og vi hjælper dem med at få erfaringer med at koble talt sprog og kropssprog og at udvikle en forståelse for, at andre kan udtrykke sig anderledes og reagere på en anden måde, end de selv gør. 

Vores læringsmiljøer en vigtig del af hverdagen. Vi er tydelige i vores rammer og i måden, vi tilrettelægger aktiviteter på, så børnene nemt kan forstå, hvad der foregår, og hvordan de kan deltage. Når læringsmiljøerne er klare og overskuelige, skaber det tryghed og giver børnene gode muligheder for at lege, lære og udvikle sig.

Du kan se og høre mere om os og vores institution i vores video, ved at klikke her.